Fotoudstillingen overdraget til Museum Amager

Så har vores fotoudstilling Stemmer Fra Amar fået et permanent hjem på Museum Amager. Det er lidt af en ære, at Rikke Bianca Colburns smukke billeder nu kan leve videre på museet, indgå i udstillinger og fortsat være med til at formidle fortid og nutid på Amager. Samtidigt med at den selvfølgelig stadig kan lånes ud til lokale kulturinstitutioner, som gerne vil udstille den. Det lå ikke i kortene da vi for et par år siden fik en idé.

Det er en råkold morgen i slutningen af januar måned. Himlen er grå og tågen smyger sig om bygninger og træer. På bagsiden af huset er Rikke Bianca Colburn i fuld gang med at vaske en række gigantiske billeder, som hun har stillet op ad husmur og hæk. Møjsommeligt skrubber og gnubber hun et fotografi af Ørestad i en gyldenrosa solnedgang. Derefter et billede af en kvinde, som sidder foran familiens kolonihavehus i foreningen Vennelyst. Et sted hendes familie har haft have i mere end 100 år. De mange billeder er blevet lidt støvede af at stå opmagasineret i min garage og nu skal de ud på nye eventyr. Museum Amager har nemlig spurgt om ikke de må overtage billederne og anvende dem i deres udstillinger. Det havde vi ikke set komme, da vi en aften et par år tidligere sad og idéudviklede på hvordan vi kunne bruge de tusindvis af fotografier, som Rikke har taget til podcastserien Stemmer Fra Amar.

Fra tanke til handling

Dagen før vi trådte ind i 2020 sad Rikke og jeg og skrev på en ansøgning om støttemidler til en vandreudstilling om Amagers historie i et nutidigt perspektiv. Idéen var kommet få dage forinden og deadline var ved årsskiftet, så vi havde lidt travlt. Vi fik hele tiden nye idéer, projektet voksede og budgettet ligeså. Vi trykkede på send kort før midnat og delte en flaske rødvin. Et par måneder senere stod vi med en masse penge og skulle få en udstilling op at stå. Vi havde nok ikke helt regnet efter hvad en udendørsudstilling egentlig kostede og da man aldrig får alle de penge man søger om, så måtte vi virkelig gå i tænkeboks. Hvordan laver man en udendørs udstilling, der skal transporteres rundt og som ikke må koste særlig meget? Løsningen var ret genial, synes jeg selv. Tre europaller skruet sammen i en trekant og beklædt med krydsfinér. Fotografierne skruede vi blot udenpå pladerne og voilà. De kunne endda transporteres med palleløfter og passede perfekt ind i en lastbil. Paller og lastbiler er designet til at passe sammen. Hvor genialt er det lige! Vi måtte bygge udstillingen selv, men fik dejlig hjælp af naboer, venner og familie.

Aldrig har jeg snakket så meget med forbipasserende som i de dage hvor vi konstruerede udstillingen. Folk var nysgerrige og spørgelystne. Her er en nabo gået i stå foran billederne.

Styrken ved den lokale fortælling

I de næste otte måneder var udstillingen på vandring. Den startede på Amager strand blandt de badende i sensommeren. Efter en lille måned rejse den videre til Byparken i Ørestad, derefter Tårnby Hovedbibliotek, Kvarterhuset, Urbanplanen, Museum Amager og til slut foran Solvang Bibliotek. Hvert eneste sted vi kom vakte udstillingen glæde. Børn kravlede rundt på den imens deres forældre fordybede sig i de mange kendte og ukendte sider af deres egen ø. Ældre og unge på den daglige gåtur med hunden blev draget af de store, smukke billeder imens de kaffedrikkende veninder gik langsomt fra billede til billede. Vi fangede mange forskellige slags mennesker, men grundlæggende især dem, der bor på Amager. De gav udtryk for at de aldrig havde set øen på den måde før. Både billederne og de små tekster pirrede deres nysgerrighed og gav dem lyst til at udforske Amager endnu mere. Og vores konklusion var, at lokalhistorien er undervurderet. De fleste tror fejlagtigt at den er kedelig og støvet, men det er jo netop lokalhistorien, der er tættest på os mennesker. Den er lige ved siden af os. Og så er den en genial indgang til at forstå historien i resten af verden.

Lokale ser nærmere på billederne langs lagunen ved Amager strand i august 2020.

Museum Amager træder til

I vinteren 2021 stod vi foran Solvang Bibliotek og pakkede fotoudstillingen ned for sidste gang. Vi skruede billederne af krydsfinérpladerne og kørte dem hjem i min garage. I over et halvt år havde udstillingen turneret øen rundt og var blevet set af titusindvis af amar’kanere, københavnere og turister. Nu var det slut. Men vi havde en plan, for kort inden havde Museum Amager henvendt sig til os og spurgt om ikke de måtte overtage billederne og bruge dem i deres formidling af Amagers historie. Noget bedre kunne vi ikke ønske os. Billederne ville forblive samlet, kyndige mennesker passede på dem – og de kunne indgå i fremtidige fortællinger om Amagers historie. Så kom Corona og satte en effektiv stopper for overdragelsen. Tiden gik, alle havde travlt, men så lykkedes det endelig.

Vi lægger sidste hånd på billederne inden de skal pakkes sammen og transporteres til Museum Amager.

Op ad mit stakit står en perlerække af farverige fotografier. Et nærbillede af en hest med klare blå øjne, et vue ud over badende i Øresund på en klar sommerdag, et mørkt blik ud igennem et skydeskår på Kongelundsfortet. Min husmur burde altid være beklædt med gigantiske fotografier af Amager! Jeg vandrer møjsommeligt ud til bilen med ét billede ad gangen, lægger dem i bagagerummet og dækker dem til med hundetæpper. Der skulle nødigt komme flere ridser end de fik igennem det halve år de vandrede øen rundt. Da alle billeder er sikkert anbragt i bilen, hopper vi ind og kører mod Store Magleby, hvor Museum Amager venter på os. Det er næsten lidt vemodigt at skulle slippe billederne. Men også godt.

Vel fremme bliver vi modtaget af historiker og museumsinspektør Christian Aagaard. Vi hjælpes ad med at få billederne ud af min bil og bugseret ind i museets lade. Christian Aagaard fortæller os at de allerede skal indgå i en udstilling på museet til sommer, hvilket vi selvfølgelig bliver virkelig glade for at høre. Og museet er meget åbne overfor at låne billederne ud til institutioner, foreninger eller andre, der gerne vil udstille dem. For de skal ses og opleves. Ikke gemmes væk. Da Rikke og jeg kort tid efter sidder bilen igen, brager solen igennem fra en klar blå himmel. Det er stadig koldt, men der er en glød i lyset, som varsler forårets komme. Vi snakker kækt om hvad den næste udstilling skal handle om. For sådan én kommer der – på et tidspunkt.

Tak til Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Museum Amager og Illux for økonomisk opbakning til udstillingen!

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *