Foredrag & byvandringer

Vores historie er både fascinerende, alsidig og helt ekstremt spændende. Jeg udvikler løbende nye byvandringer. Især på Amager, men også inde i centrum af København.
Alle vandringer kan desuden gennemføres på engelsk eller svensk mod et mindre ekstra honorar.

Book mig

Er du interesseret i en vandring eller et foredrag, så tøv ikke med at skrive til mig på majken@astrup.media.

Kom med på nyhedsmailen

Vil du læse nyt om mine aktiviteter, så send en mail til news@astrup.media.


Foto: Majken Astrup

Amars musikalske dronninger

En musikalsk vandring om Amagers musikalske kvinder igennem 200 år.

En byvandring om Amagers musikalske dronninger igennem de sidste 200 år af øens historie. Vi kommer omkring Johanne Luise Heiberg, der elskede Amager, Trille, der voksede op i Sundbyerne , vi støder på arbejderkvarterer og hører om Amagers op- og nedture i 1900-tallet. Samtidig krydres byvandringen med musikkens amagerske kvinder med en dyb tilknytning til øen og dens historie. Det være sig Grethe Ingmann, Trille og Cisilia samt Natasja og Caroline Henderson. Øens historie fortælles af historiker, journalist og podcaster Majken Astrup imens musikken fortolkes af de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid. Vandringen blev oprindeligt udviklet til Golden Days Festivalen i 2022.

Foto: Madeleine Schlawitz

Forelsket i København

En anderledes byvandring i fodsporet på den københavnske filmhistorie.

Oplev dansk film på en helt ny måde, en musikalsk byvandring i København! På byvandringen dykker vi ned i en perlerække af film fra de sidste 100 års danske filmhistorie, mens turen går gennem det centrale København. Oplev steder, der er udødeliggjort i film som ’Nattevagten’, ’Midt om natten’ og ’Forelsket i København’, hør om stumfilmstidens København, og opdag hvor byens første biograf lå. Undervejs spiller musikerne Ida Hvid og Jesper Løvdal musikken fra filmene. Vandringen blev oprindeligt udviklet til Cinemateket i 2022.

Foto: Majken Astrup

Erindringer fra lorteøen

En litterær byvandring tværs over sundbyerne og op igennem 1900-tallet.

Op igennem 1900-tallet bliver Amager langsomt men sikkert invaderet. Industrien flytter for alvor ud til øen med sine støjende og svinende fabrikker. Med dem kommer arbejderne og deres behov for at få tag over hovedet. Og med efterkrigstidens opsving i 1950’erne kommer funktionærerne til øen med villa- og volvodrømme. Den voldsomme udvikling på den nordlige del af øen, fra landbrug til industri og forstadskvarter, har sat sine spor. Og den fornemmes tydeligt hos de tre forfattere Klaus Rifbjerg, Hans-Jørgen Nielsen og Morten Pape, der hver især skildrer barndom og ungdom på øen op igennem århundredet. Kom med på en litterær lokalhistorisk vandring, der går i fodsporene på de tre markante forfattere og beskriver Amagers forandringer helt tæt på – på godt og ondt. Og hør om øens udvikling op igennem 1900-tallet. Vandringen blev til i et samarbejde med Amar:Litt og gennemført i maj.

Foto: Rikke Colburn

Boliger, boliger, boliger!

Foredrag om boligernes historie, om byudvikling på Amager og om nye og gamle indbyggere.

Amager har ualmindeligt mange forskellige slags boliger – og beboere. Kolonihaver, liebhavervillaer, rækkehuse, boligkomplekser, husbåde, højhuse og bondegårde. Slotte er der dog ikke så mange af. Men hvordan og hvorfor er de mange forskellige typer af boliger opstået på Amager, og hvad har de gjort ved øen? Hvorfor fik vi Urbanplanen og Ørestad? Hvad er det for en slags mennesker der er flyttet ind, hvad har de gjort ved øen og hvad har øen gjort ved dem? Det er nogle af de spørgsmål journalist og historiker Majken Astrup tager op i sit foredrag. Gennem arbejdet med Amagers historie i podcasten Stemmer Fra Amar er hun kommet vidt omkring. Hun fortæller om arbejdet med at forstå øens historie, om identitet og tilhørsforhold for øens beboere både før og nu, afspiller lydbidder fra de forskellige afsnit og viser et væld af billeder taget af projektets fotograf Rikke Colburn.

Foto: Marie Willumsen

Fra losseplads til bynatur

En byvandring i og omkring Amager Fælled.

Størstedelen af Amager Fælled er menneskeskabt og har i århundreder
eksisteret på byens og kongens præmisser. Den er rig på planter og dyr, har sjældne og fredede arter boende – og er dybt forurenet. Kom med på en familievenlig og lærerig bynaturvandring på Amager Fælled. Hør om affald og kemikalier i rå mængder, bliv klogere på vores forhold til naturen og om hvordan klimaforandringerne vil påvirke Amager. Hør om tilblivelsen, udnyttelsen og de forandringer der har fundet sted undervejs – menneskabte såvel som naturlige. Byvandringen blev til i et samarbejde med Islands Brygge Kulturhus.

Foto: Mattias Andersson

Amar for fuld musik

En byvandring i fodsporet på Amagers musikalske fyrtårne.

Musik fortæller noget om den tid den blev komponeret i. Om det er sladder, vrede eller en følelse af ikke at kunne følge med. Musikken er en mere følsom indgang til at forstå vores historie. Kom med på en musikalsk byvandring og hør om de sidste 150-års amagersk musikhistorie – koblet på øens øvrige historie. Hør om de hollandske bønders tilflytning i 1500-tallet og syng med på Amagers nationalhymne ‘Åh Amagerland’. Få en dram på kroen, imens vi dykker ned i øens arbejderhistorie og lytter til et par numre af John Mogensen. Byvandringen kommer omkring en række musikere, sangere og sange med en dyb tilknytning til øen og dens historie. Det være sig Grethe Ingmann, Kim Larsen eller Natasja. Musikken leveres af kontrabassist Ida Hvid og saxofonist Jesper Løvdal.