Udstillingen

I forbindelse med udgivelsen af De magiske mursten er der produceret en udstilling med tegninger fra bogen. Udstillingen kan stå både udenfor og indenfor. Her kan børn og deres voksne gå på opdagelse i historien om vores boligformer og bygninger. Udstillingen er selvstændig, men hvis den vækker interesse, er der mulighed for at fordybe sig yderligere i bogen. Utzon Center har lavet en bogstavjagt, som ikke kræver nogen forberedelse.

Formålet med udstillingen er at give børn en mere umiddelbar indgang til at tænke over hvordan vi bor og bygger. Børn bevæger sig ud og ind af huse og bygninger hver dag, men det er sjældent de får mulighed for at reflektere dybere over hvordan de bor. Hvorfor der er forskel på gamle og nye huse. Eller kirker og rådhuse.

Udstillingen skal rejse landet rundt i 2023-25, således at børn og deres voksne støder på udstillingen i deres dagligdag. Om det er på byens torv, ved biblioteket, på bymuseet eller i den lokale park. Skal den til dit lokale torv? Så tøv ikke med at kontakte mig. Den eneste udgift du har er transport. Udstillingen blev lanceret i Aalborg i starten af december 2023 og er støttet af Realdania og Illux.