Stemmer fra Amar – en fortælling om Amager før og nu
Der sker så meget på Amager. Det gjorde der også før i tiden. I dag er det nybyggerier, tilflyttere med ressourcer og en langsom indtagelse af øens gamle industriområder til boliger og kultur. Lufthavnen har vokseværk og Dragør indtages af liebhavere. Før i tiden var det jagten på rensdyr, dyrkningen af den frugtbare muldjord eller kampen om at være kongens amagere. Historierne er mange på den tættest befolkede ø i Danmark. Stemmer fra Amar ser nærmere på Amager som ø og som historisk område. Serien giver et indblik i øen og beboernes historie og kan findes i de fleste podcastapps. Amager Radio sender løbende alle afsnit på FM-båndet.
Fotoudstilling
Fra starten bliver Rikke Bianca Colburn tilknyttet projektet som fotograf. Hun har taget flere tusind billeder, som på fineste vis fortæller deres egen historie, men samtidigt illustrerer det enkelte podcastafsnit. Hendes fokus er at finde steder og portrættere mennesker, der kan være med til at fortælle øens historie fra et nutidigt perspektiv. I sensommeren 2020 blev det til en udendørs fotoudstilling, som turnerede øen rundt. Se et udpluk af Rikkes mange billeder på projektets hjemmeside: Stemmer Fra Amar.
Projektet er støttet af Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og Museum Amager.
Lyt til Stemmer fra Amar
En fabulerende fodrejse
H. C. Andersen skrev i 1829 sin debutroman Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. En fantasifuld og fabulerende nattevandring han angiveligt foretager nytårsaften 1828-29. Tag med på en byvandring i selskab med H.C. Andersen og hør de nutidige forfattere Rikke Oberlin Flarup, Lars-Emil Foder, T.S. Høeg og Marianne Larsen læse deres egne tekster ind i Andersens fodrejse. Produceret i et samarbejde med Christianshavns Bibliotek og Mikrofest. Støttet af Amager Øst Lokaludvalg.
Klimaforandringer og nærdemokrati på Amager
En miniserie i tre afsnit om klimaforandringer og nærdemokrati på Amager produceret i et samarbejde med Amager Klima- og Demokratifestival i 2021. En lidt anderledes serie, der i højere grad behandler fremtiden på Amager, men også kigger nærmere på hvad politikere, foreninger, virksomheder og borgere gør for at redde klimaet. Sidst men ikke mindst prøver jeg kræfter med cli-fi genren. Forstået på den måde, at jeg i hvert afsnit bringer et kapitel af radiodramaserien Amargeddon. En historie om en potentiel storm på Amager, indtalt af skuespillerne fra Amager Revyen.
Amar for fuld musik
Musik fortæller noget om den tid den blev komponeret i. Lyt med på Amagers musikhistorie igennem de sidste 150 år og bliv klogere på 1800-tallets sladdersange og folkelige musik. Hør om musikere, sangere og sange med en dyb tilknytning til øen og dens historie – fra John Mogensen og Grethe Ingmann til Kim Larsen og Natasja.
Støttet af Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Områdefornyelsen Sundby.