For et par år siden begyndte jeg at lege med tanken om at skrive en børnebog. Den skulle selvfølgelig handle om vores historie, men hvordan? Nu et par år senere er jeg ved at lægge sidste hånd på en fiktionsbog om vores arkitektur- og bolighistorie. Det har været en vildt spændende udfordring. Både fordi jeg intet vidste på forhånd om arkitektur – og fordi jeg har fået lov til at strø om mig med fortællinger om vores historie.
Der mangler børnelitteratur om arkitektur
Idéen fik jeg fordi København i 2023 var udpeget af UNESCO som arkitekturhovedstad. I min research fandt jeg ud af, at der findes relativt lidt litteratur om arkitektur for børn. Belært af mine egne børn blev jeg enig med mig selv om, at det skulle være en skønlitterær bog – og selvfølgelig fuld af fede illustrationer! Jeg fandt Renée Jessen, som har forlaget Character Publishing. Imod alle odds troede han på idéen, hvor smal den end virkede. Og så kastede jeg mig over fondsansøgningerne. For at toppe projektet ekstra op, fandt jeg på at lave en vandreudstilling med illustratorens tegninger. Den er nu også ved at blive produceret i et samarbejde med Utzon Center i Aalborg.
Et intensivt skrivearbejde
I løbet af foråret 2023 fik jeg så mange midler fra fonde, at jeg turde gå i gang. Men så havde jeg til gengæld også travlt. Bogen skulle jo udkomme i 2023, ellers var der ingen mening med projektet. Så henover foråret rejste jeg landet rundt med mine forældre og så på gamle og nye bygninger, jeg slæbte mine børn med i Grundtvigs Kirke og trampede København tynd på min cykel for at nærstudere og fotografere de bygninger, jeg ville have med i min fortælling. Og i juli måned fik jeg en gave fra himlen. En uges gratis ophold på Hald Hovedgaard. Her fik jeg skrevet som en gal. Og traf for første gang andre forfattere, der også kæmpede med at få enderne til at mødes.
Et hav af hjælpere
Men sådan en bog bliver ikke til alene ved mit skrivebord. Jeg allierede mig hurtigt med arkitekt Jørgen Hauberg fra Det Kgl. Akademi, som troligt besvarede alle mine mange spørgsmål om vores arkitekturhistorie. Efterhånden som jeg nåede igennem landet lærte jeg en masse fagfolk at kende, som også gerne ville læse mine tekster og give mig sparring. Den takkeliste vokser stadig.
I august satte jeg det sidste punktum og overgav manus til min redaktør Elisabeth Kiertzner. Illustrator Emil Landgreen begyndte at spamme mig med skitser og udkast til hvert enkelt kapitel og layouter Sofie Engel tryllede min tekst ind i de smukkeste rammer. Det var helt ufatteligt, at trådene begyndte at samle sig. Det er planen at bogen skal udkomme i begyndelsen af november 2023.
Historien
Og hvad handler denne her bog så om? Om Maya, der bliver hentet af sin morfar i Nordjylland, hvor hun er på spejderlejr. Turen hjem til mor og far i Ørestad skulle kun tage en dag, men bliver i stedet til en ekspedition rundt i hele landet med afstikkere til både kendte og mindre kendte bygningsværker. Morfar er nemlig arkitekt, og undervejs bliver Maya ikke kun klogere på alt fra slot til kolonihave, fra bindingsværkshus til rækkehus og fra langhus til højhus. Hun får også nye venner, hvoraf nogle muligvis har mere med i bagagen, end hun og morfar aner. De magiske mursten er et tempofyldt, arkitekturhistorisk roadtrip med refleksioner over, hvordan vi har boet før, hvordan vi bor nu, og hvordan vi vil bygge og bo i fremtiden.
Børnebogen De Magiske Mursten er generøst støttet af
- Realdania
- Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden
- Dreyers Fond
- Toyotafonden
- Politiken Fonden
- Bergiafonden