H.C. Andersens fabulerende fodrejse til Amager – nu som podcast

Lyt med på en finurlig og fantasifuld byvandring i fodsporet på H.C. Andersens nattetur tværs over Christianshavn i 1828-29. Hør nutidige danske forfattere og musikere, der undervejs læser højt af egne tekster og spiller et nummer eller tre. Og bliv klogere på hvorfor det lige var Amager vores unge digter skrev sin debutroman om.

H.C. Andersen skrev i 1829 Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager om en nattevandring han angiveligt foretog nytårsaften 1828-29. Med utrættelig fortællelyst, fantasifuldhed og boblende ungdommelighed førte han sin læser på afveje. Med samme sprudlende lethed gennemførte Christianshavn Bogfestival to fodrejser i juni måned, hvor de gik i H.C. Andersens fodspor. Forfatter Rikke Oberlin Flarup, forfatter og musiker T.S. Høeg, forfatter Marianne Larsen og forfatter, musiker og rejseguide Lars Emil Foder, læste undervejs højt fra deres forfatterskab, spillede musik og satte på smukkeste vis H.C. Andersens Fodreise i et nutidigt og fremtidigt perspektiv. Hele byvandringen blev optaget og klippet sammen til et ellevte afsnit i podcastserien Stemmer Fra Amar. I podcastafsnittet blev H. C. Andersen-forskeren Ane Grum Schwendsen koblet på, så hun kunne forklare hvad Fodreisen egentlig handlede om.

I digterens fodspor

Det var en varm og intens sommerdag i København. Vi stod en gruppe mennesker på Kongens Nytorv og lyttede til vores guide Lars Emil Foder, der fortalte om H.C. Andersens debutroman fra 1829. Om den onde ånd, der pludselig fór i digteren imens han sad i sit lille hummer nytårsaften og besluttede sig for at vandre ud til det mørke og ukendte Amager. Lars Emil Foder ledte os sikkert hen til Knippelsbro, hvor H.C. Andersen mødte to Amagerkoner. Den ene smuk og fristende, den anden mystisk og mørk. Den ene ville have digteren med sig igennem Børsen, hvor han kunne se alverdens klassiske kunst inden de sammen gik over Knippelsbro. Den anden ville have ham med over Christiansborg og Langebro via mystiske og mørke veje. Vi valgte selvfølgelig den mørke og mystiske kvinde. Ligesom den unge Andersen gjorde – og så var vi i gang. Igennem de næste to timer bevægede vi os langsomt igennem centrum, ud på Christianshavn og til slut igennem Amagerport for at lande på det eksotiske og mystiske Amager. Undervejs blev vi vækket af T.S. Høeg, som med sin rejsesaxofon og vilde fortællinger gav genlyd langs ridebanerne. Ude på Christianshavns volde stiftede digterspiren Andersen bekendskab med københavnernes drømme, der flagrede rundt i luften. Her læste Rikke Flarup Oberlin højt fra sin seneste bog, der netop beskrev hendes drømme. Lige så syrede og uigennemsigtige som Andersens. Nær Amagerport læste Marianne Larsen højt fra sit forfatterskab, men bandt os også en overraskende og underfundig fortælling på ærmet. Og til sidst sad vi under skyggefulde træer på Amager og lytter til Lars Emil Foders fabulerende sang om havmanden, som Andersen mødte ved strandens bred. Turens guide Lars Emil Foder fortæller:

Andersens Fodreise er en ustyrlig, vittig og overraskende modernistisk heksegryde af en fortælling. Et manifest for fantasien, fablen, den indre rejse – og det at vælge eventyrets vej, selv om det ikke er ufarligt. Og det var netop dén ånd, vi lod os guide af, da vi sammen vandrede på toppen af en hedebølge (det må have været årets varmeste dag!): Følelsen af at alt kan ske rundt om næste hjørne. At verden er stor, selv når man går en tur i sin lille, ellers så genkendelige hovedstad. For mig blev dagen både så fantastisk og fabulerende, som jeg havde håbet. Måske endda mere. En stemning jeg let kan genkalde mig, når jeg hører podcasten.”

Byvandring som podcast

Den to timer lange fodrejse optog jeg for at klippe det hele sammen til det første i en række af bonusafsnit til podcastserien Stemmer Fra Amar. En serie, der fortæller Amagers historie fra sidste istid og frem til i dag i ti afsnit. Christianshavns Bogfestival ville gerne have byvandringen som podcast, og så var en bonusserie skudt i gang.

Men for at binde Amagers historie tættere sammen med H. C. Andersens fodrejse, lavede jeg et interview med lektor Ane Grum Schwendsen fra H.C. Andersen Centret i Odense. Hun fortæller at Andersen havde en række helt særlige formål med sin debutroman. Det var ikke tilfældigt at han valgte Amager som sin destination. Og det var endnu mindre tilfældigt at han valgte at skrive sin roman så boblende, finurlig, vanvittig og rablende, som han gjorde. Der var et formål med det hele, nemlig at tækkes den intellektuelle elite i København. For han ville utrolig gerne ind i kredsen omkring den feterede og magtfulde Johan Ludvig Heiberg.

Podcasten blev til i et samarbejde med Christianshavns Bogfestival og Mikrofest og blev støttet økonomisk af Amager Øst Lokaludvalg. Resultatet kan du høre hvis du tuner ind på Stemmer Fra Amar i din podcastapp eller lytter med på Amager Radio 103,4 hvor den sendes løbende sammen med de ti øvrige podcastafsnit.

Foto: Rikke Colburn